Bowler, kuglekunstner, filosof og matematiker, Claus Holmen indfriede potentialet og fik igen Dannebrog til at veje over Vesterbro.
Nogle aftner dør en bowler...Som en moderne samurai konfronteres han med den nøgne sandhed, som bowlingesporten så uhæmmet og grænseløst giver ham.
I bowling ved han aldrig, om den sidste kugle er kastet. Shit happens ..når han bukker sig ned for at rette på snørebåndene. . og modstanderens kugle splintrer 12 kegler i en dræbende strike. I det grufulde sandhedsøjeblik..rutsjer han ned ad slisken til det skumle mørke. WeltMeistroen Alexander von GrossenCock....udåndede mentalt.
For den affekterede Hellerupknægt, Jørn Rasmussen, opvokset i et beskyttet miljø med en kærlig mor og en streng, men retfærdig far, har bowlingesporten ikke været lutter lagkage: "Kurt !", sagde han til mig i en fortrolig snak, mand til mand, "Kurt, at komme ind i en bowlingehall er som at opholde sig på et overophedet lokum. Stanken er ikke til at holde ud. Men man er jo nødt til at komme der, når man er trængende!". Men hvad er det, der driver en privilligeret mangemillionær ind i bowlingesportens morbide kulisse, hvor mænd brutalt dyster mod mænd . . spørger min køligt analytiske hjerne, og Rasmussen svarer mig så enkelt, så primitivt, så dybt: "Hvordan kan du hade en mand, når du en hel aften har rørt hans kugler". Og det er denne primitive urkraft, han forløser, stenaldermennesket, vi alle, om vi erkender det eller ej, stadig har rester af, stukket fjernt i sjælens dunkleste labyrint, der her kommer til udtryk og som var det i hans livs roulettespil kyler den evigt roterende kugle ned i det hul, hvor der er gevinst. Rasmussen er tæt på at kunne mæske sig i sejrens livgivende druer. Tredjepladsen viser, at selvom du er født med en sølvske i munden, så kan du opnå det uopnåelige.
Atsmofæren i Hillerød, morgnen efter nattens drama, er stille, nærmest flegmatisk. Jeg sidder med en kop kaffe, en stille cigar, en stak aviser. Så pludseligt. Adam Holberg glider i køknet. En fældet panter, en tiger i et forfejlet spring. Øjnene uskarpe, kan ikke fokusere - men et venligt smil, med en strejf af sej arrogance...han griber fat i bordkanten og forsøger at rejse sig, bevidst fanger mit blik og giver mig et rustent "how you doing this morning, Kurt"....
Mentalt lammet sidder jeg og stirrer ind i hans fjerne øjne...de øjne, engang så virile, flabet provokerende, så fyldt med glød og fræk ironi...nu søvnige, halvt lukkede, som ser han intet mere.
Og jeg er tung af sorg. Over at se denne tragiske rest af et engang så levende, vitalt menneske.
Først da gløden fra min nedbrændte cigar giver mig et rap over fingrene, vågner jeg.
Og mentalt rammer jeg en sætning af Norman Mailer: "Bowlere betaler altid dyrt: Får altid lov til at lide stærkt for de gaver, guderne har givet dem.. Store mænd skvatter...og dør. de bedste af dem med elegant ynde !"
Denne morgen i Hillerød, hvor jeg har siddet så længe, hensunket i minder, at kaffen er blevet isnende kold, lader jeg øjnene glide ud over Hillerød City, hvor en tyk, klæbrig flimrende smog nægter solen adgang til verden...og i et erindringsglimt flakker jeg mentalt over i en poetisk elegant udtrykt stump af en blidt swingende Frank Sinatra: "We are not the rest...we once were the best...!".
Kurt Thyboe, rapporting from Hillerød, Denmark
Ingen kommentarer:
Send en kommentar